H.H. Karmapa sammen Thødje Namse Rinpoche

Namse   Rinpoche    En Selv-biografi

1.del: - I Tibet
(29.4.1999)

Lama Namse kom til Vesten i 1976, altså for 23 år siden. Han stammer fra Tibet, er født i Kham i Østtibet. Han er født i 1930 - og alle tibetanere regner den første dag af den første måned i et år for at være deres fødselsdag, så derfor er han fra 1/1-1930. I hans barndom var hans forældre både nomader og landmænd, d.v.s der var mange dyr at tage sig af - får, geder og yakokser, og det hjalp han forældrene med i sin barndom.
   Allerede som lille ønskede han at praktisere dharma, men der var så travlt, at han ikke havde tid til at gøre noget ved det. Der var rigeligt at se til med at passe dyrene. Han var beskæftiget med at hjælpe forældrene, indtil han var omkring ti år. Allerede fra 10 års alderen ønskede han stærkt at gå i retreat og meditere, men det blev ikke muligt, før han var 15 år. På det tidspunkt fik han lov af sine forældre til at blive munk, og så rejste han afsted til Tsurphu klostret for at blive optaget dér som munk. Tsurphu var dengang et meget stort kloster, og der var mange unge munke, som han så studerede sammen med. De skulle lære tekster - læse dem og og lære dem udenad. Det brugte de en stor del af deres tid på, og når de ikke studerede, skændtes de som regel. Der foregik mange drillerier, og Lama Namse blev drillet temmelig meget af de andre munke.
   I de næste fem år studerede de alle sammen meget intensivt, bl.a. "Treasury of knowledge", en tekst sammensat af Jamgon Kongtrul, og Shantidevas Bodhicaryavatara ("En bodhisattvas opførsel/adfærd") og madhyamika og mantrayana-tekster. Efter fem års intensive studier påbegyndte han i en alder af tyve år en meditationsretreat, og det holdt han meget af. Han tilbrage 3 år i retreat, og efter den tid ved han ikke helt præcis, hvad der foregik, men der gik tre år mere i klostret. Omkring 1958 var han begyndt at længes efter sin familie, som han ikke havde set i alle årene, så han rejste tilbage sit fødested i Kham og tilbragte omkring et års tid sammen med sin familie der. Men i 1959 skete der det, at kineserne kom til Tibet til det område, og de kom også til den landsby, hvor Lama Namse var på besøg hos sin familie.
   Kineserne var der, og soldaterne begyndte at hærge i området, og der var et lille kloster nær hans families hus, hvor der blev afholdt en pudja, d.v.s. en stor fælles meditation, hvor der var mange lamaer og munke samlet, altså en stor samling, der foregik i klostret. Så hørte man, at de kinesiske soldater var ca. 15 km fra klostret, og da blev man klar over, at nu var tidspunktet inde til at flygte.

De var ca. 25 munke og lamaer, som flygtede sammen, da kineserrne nærmede sig. Det lykkedes dem at gemme sig oppe i bjergene i omkring to uger, hvor de simpelthen lå i skjul uden at have noget mad, og de turde ikke gå udenfor for ikke at blive set i de to uger. Man vidste, at på det tidspunkt var kineserne endnu ikke i Sydtibet, så derfor lød rygtet, at man kunne flygte dertil. Khampaerne var desuden mobiliseret der, de havde organiseret en modstandsbevægelse og sloges med kineserne, så derfor var det et sikkert sted at flygte til - så de flygtede til Sydtibet sammen med flere tusinde andre. De ankom til et område, der hedder Kongpo, en egn med høje bjerge, dybe dale, dybe skove og med floder - i det hele taget et meget ufremkommeligt område. Det var meget anstrengende at bevæge sig frem over de stejle bjergsider. Lama Namse Rinpoches forældre var begge med på flugten. De var efterhånden meget gamle, så det var svært for dem, og de havde alle meget bagage med at slæbe på. De tilbragte et års tid i landflygtighed og prøvede at holde sig væk fra uro, men efter et år nærmede kineserne sig. Khampaerne holdt stand i 3 mdr., men over for de mange tusinde kineseres stadig voksende strøm kunne de få hundrede khampaer ikke klare sig i længden. Da det begyndte at blive meget kritisk, flygtede Lama Namse sammen med andre ud i skovene, hvor de gemte sig uden at få noget mad. En dag trængte kineserne også ind i den dybe skov, de ledte efter folk og fandt også den gruppe, hvor Lama Namse befandt sig sammen med sine forældre og nogle munke. Kineserne tog dem til fange.
   Modstandsbevægelsen modtog på den tid hjælp fra USA i form af våben, der blev fløjet ind for at være til hjælp mod kineserne. Men da kineserne nu havde overtaget, blev det, der blev fløjet ind, konfiskeret af dem. En masse våben røg lige lukt i hænderne på dem. På den måde gik det til, at de amerikanske rifler, bomber o.s.v blev brugt mod tibetanerne i stedet for.
   Alle de civile fanger blev ledt til et stort kloster i Sydtibet (dem var der mange af). De klostre blev nu brugt som fængsler og arbejdslejre, så de tilfangetagne arbejdede som slaver for de kinesiske styrker. De blev tvunget og truet med våben til at gøre alt muligt som at hente vand og hugge brænde i arbejdslejren. Samtidig blev de vidne til, at kineserne raserede klostret og ødelagde alle statuerne. Malerierne og repræsentationerne af Buddhas legeme blev ødelagt for øjnene af dem. Samtidig med, at de var på tvangsarbejde og blev vidne til ødelæggelserne, foregik der hver dag meget intensive forhør. Hver enkelt blev udspurgt om, hvem de kendte i deres eget land, som ikke kunne lide kineserne, også om andre medfanger, og hvis man sagde noget, havde det naturligvis følger. Samtidig blev de tvunget til at træde på og sidde på de hellige tekster. Gennem disse forhør fik kineserne også identificeret, hvem der havde været ledere af klostrene, de højeste lamaer og khenpoer, og disse blev kørt bort til et særfængsel, hvor de blev henrettet.
   En dag kom kineserne og sagde til de civile fanger, at nu skulle til Nordtibet, hvor de ville få bedre forhold, bedre mad og tøj osv, så de var omkring halvtreds fanger, der blev ført til Nordtibet. De ankom i et område nord for Lhasa, Nakchu, et stort område, hvor der også er et stort kloster, og der blev i alt samlet omkring 9000 fanger.
   Kineserne blev ret hurtigt klar over, hvem der var de højeste lamaer og khenpoer, for de almindelige folk samlede altid hænderne foran brystet af respekt foran en høj lama. Kineserne stillede dem frem og tvang de andre til at slå løs på dem. De inddelte nu folk efter rang og status, og der blev lavet to grupper. De begyndte at henrette de høje lamaer for øjnene af de andre. Hver dag slog de omkring hundrede klosterledere og genfødte lamaer ihjel, og det var en frygtelig tid. Ingen af fangerne fik mad i den periode. Der skete kun det, at der blev slået hundrede lamaer ihjel hver dag. Ganske vist blev der delt noget ris ud til de andre, men de havde ingen skåle, ingen tallerken, ikke noget at have det i. Risen blev simpelthen smidt på jorden, og så kunne man prøve at få fat i det, men de gjorde sådan, at det faktisk blev uspiseligt, så selv om de var meget sultne, blev de nærmest drillet med maden på den måde.
   Efter den periode blev der tale om, at de resterende fanger, alle dem som var uden rang og betydning, skulle fragtes videre til Nordtibet til et sletteområde Changkham, den nordlige slette, et fuldstændig øde område, hvor der ikke findes andet end nogle saltsøer, som kineserne gerne ville have fat i for at udvinde salt. Derfor skulle der bygges veje, og derfor blev fangerne ført op i lastbiler til den nordlige slette.
   I begyndelsen arbejdede de omkring fire timer om dagen, men ganske hurtigt blev det sådan, at de arbejdede fra morgengry til solnedgang konstant, uden ophold. De fik mad, to gange om dagen fik de ris, men der var ingen tilbehør, ingen grønsager, det var kun ris.

Det var som sagt et fuldstændig øde område, hvor der ikke fandtes huse overhovedet på den nordlige slette. Derfor boede man i telte. Der blev slået en lejr op, og det var sådan, man levede.
   Lama Namse og fire andre munke var efterhånden nået til et punkt, hvor de syntes, at det var lige meget, om kineserne slog dem ihjel, men de tænkte, at hvis de kunne praktisere dharma, hvis de kunne tjene buddha, dharma og sangha, ville det være meningsfuldt. Med den motivation besluttede de at flygte. De var altså fem, der flygtede fra denne lejr på den øde slette. Selv om kineserne havde sagt, at de godt måtte udføre deres praksis, måtte de ikke, når det kom til stykket. Der var altså ingen reel mulighed for at praktisere, og det var derfor, de flygtede. Hvordan flygter man henover en slette uden at blive set? Det er meget svært, for der er ingen steder man kan gemme sig. Der er meget tomt, det eneste der er, det er saltsøerne. Så det var en meget svær opgave at slippe væk. Men ikke desto mindre lykkedes det for dem. Så vidt jeg forstår, bevægede de sig tilbage til nogle søer, hvor de havde arbejdet før - de kendte vejen derhen. Men da først de var nået dertil, kendte de overhovedet ikke vejen. Det var også hver dag svært at nå videre, for de havde næsten ingen mad, og de var konstant sultne. Dog var det lykkedes dem at medbringe noget tsampa, ristet bygmel, som de så spiste af.
   De fulgte bredden af en af disse store saltsøer, og naturligvis er vandet i en saltsø udrikkeligt, så man havde ikke noget at drikke og meget lidt mel at spise. Efter flere dages flugt stødte de på nogle tibetanere, som havde noget mad. De tigggede sig til noget smør og ost. Da tibetanerne spurgte dem, hvor de var på vej hen, sagde de, at de skulle til Mt. Kailash, at de var pilgrimme, og derfor gav de dem mad, som de så kunne tage med sig på deres flugt.

De bevægede sig kun om natten, fordi de fulgte nogle veje, der om dagen kunne være befærdet af biler. Efter en tid kom de væk fra slettelandet og op til de mere bjergrige vestegne, hvor der også var en del huler. Her boede der tibetanere, som tog vel imod dem og gav dem tørret kød, og som også tilbød, at de kunne bo hos dem. Men de fem var så påvirkede af deres situation, at de hellere ville fortsætte, for de følte sig ikke trygge lige der.
   I den næste fase af flugten så de i 25 dage ikke et levende væsen, og samtidig faldt sneen, så de sommetider måtte gå i sne til halsen. Det var i november-december - flugten varede fra august til januar, fem måneder.

Forsættes på næste side 

Program | Fotos | Dharma Sol 99 | Nyheds-siderne | Øverst på siden